Thomas Søegaard

Jeg startede med, at udstille kaniner tilbage i 1976, hvilket også var året , hvor jeg blev meldt ind i Danmarks kaninavlerforening. Jeg var dengang 6 år gammel og min første udstilling var i Stenlille hallen, som på daværende tidspunkt dannede rammen om sjællands største udstilling med ca. 500-700 dyr. For en knægt på 6 år, var det en overvældende oplevelse, at se så mange kaniner på en gang og der er ingen tvivl om, at interessen for kaniner stammer derfra.

Min første kanin var en lille sølv i farven blå, som jeg havde fået af Michael Christensen – han havde allerede på daværende tidspunkt en kæmpe kaninstald, hvori jeg brugte megen tid. Det var også her jeg faldt for den lille sølv i vildtgrå. Avlen med de vildtgrå gik rigtig godt og resultaterne lod ikke vente længe på sig. Den 5-6 Januar 1980 holdt Sydvestsjællands kaninavlerforening udstilling på Flakkebjerg skole og her fik jeg min første kanin bedømt med 95 point. Den blev nr. 1 på udstillingen og lykkelig var jeg. Det bedste resultat jeg dengang opnåede var i 1983, at vinde Stenlille-udstillingen med 522 tilmeldte kaniner. Mit medlemskab af DK holdt frem til 1986, hvor kaninerne ikke længere viste sig, at være det mest interessante.

Interessen for dyr har jeg altid haft, foruden kaniner havde jeg også fugle i ungdomsårene – en overgang faktisk også høns, begge til udstilling ”selvfølgelig” . Jeg havde dengang fritidsarbejde hos en dyrehandler i Ringsted og det var ikke småting jeg slæbte med hjem til mine ”hårdtprøvede” forældre. Det blev både til ørkenrotter og japanske dansemus, som jeg havde i et gammelt akvarium på mit værelse. Jeg havde dog lidt problemer med at holde både rotter og mus i akvariet, så da min moder en morgen stod ansigt til ansigt med en japansk dansemus midt i entreen stoppede dette eventyr. Der var ellers altid fuld opbakning fra mine forældre. Den eneste gang jeg fik nej var, da jeg nævnte, at der bagerst i haven godt kunne stå et dueslag, den gik ikke i et parcelhus-kvarter mente de, så det blev kun til drømmen.
I 1990 flyttede jeg i lejlighed og havde derfor ikke mulighed for, at holde dyr. Det var først i 1994, at muligheden for dyrehold igen var tilstede. Lejligheden blev solgt og vi – min kone Lone og vores lille søn Nicolai, flyttede i hus ude på landet. Det blev dog ikke kaniner, men brevduer der blev førstevalget. Dem havde jeg ønsket mig siden jeg var dreng, derfor blev der nu bygget dueslag og jeg havde nogle fantastiske år med den sport.
I 2003 blev huset på landet solgt og vi flyttede tilbage til mit barndomskvarter i Benløse. Her bor vi så i dag – det skal for en ordens skyld nævnes, at vi i 1995 fik en datter, så i dag består familien af Lone, Nicolai (16), Maria (14) og Thomas.

I februar 2004 blev jeg igen meldt ind i DK. Jeg havde været på besøg hos Michael og han havde tilfældigvis to hunner i lille sølv blå, som han alligevel bare skulle slagte – dem overtog jeg. Der blev i første omgang bygget et 2-etagers avlsbur med 4 rum, hvert rum på (120×80) og et 2-etagers bur med 8 rum til ungdyr (80×80).
November 2004 blev årets unger så udstillet – sjovt nok igen i Stenlille hallen. Resultatet var jeg godt tilfreds med idet jeg på min første udstilling efter de mange år væk fra sporten, fik en 95ér. Det var bare ikke rigtig mig, det med de ”blå” – jeg ville gerne have dem i vildtgrå, men de var ikke til at fremskaffe

Derfor købte jeg, efter en snak med Carl Aage Sørensen en lille sølv i vildtgul på LU i Bogense. Den blev så parret med en blå og fik ganske rigtig vildtgrå unger. Jeg syntes ikke rigtig at ungerne var så gode – de var lidt for store lidt ”grove” ikke så elegante som jeg huskede fra barndomsårene. På udstillingerne havde den tanke også strejfet mig når jeg gik mellem rækkerne af bure og kiggede på lille sølv i specielt blå, at der var kommet for meget ”tysk” blod ind på de danske dyr. Jeg kunne godt se, at man havde fået et bedre hoved ind på dyrene, men pelsen var for de flestes vedkommende blevet dårligere og dyrene for store. Derfor valgte jeg, i stedet for at tage kampen op, at sælge alle mine ”vildtgrå” til Zoologisk have – de manglede dyr i denne størrelse og farve til deres børnezoo.
Jeg gik efterfølgende med tanken om, at stoppe med kaninerne og havde faktisk foræret burene til Michael. Under et af mine jævnlige besøg hos netop Michael, opdagede jeg en lille fin vildtgrå hermelinhun med en rigtig god pels og ved siden af hende sad en han med et fantastisk racepræg. Jeg fik den tanke, at hvis jeg nu kunne fremavle en unge med hunnens pels og hannens hoved, så havde jeg en chance for igen, at nå til tops på udstillingerne. Michael var heldigvis med på ideen og jeg fik lov til, at låne de to hermeliner. Af de to unger som hunnen fødte, var den ene en hun – ikke specielt god men jeg havde da en ide om hvad den kunne indeholde, nu manglede jeg bare en han!
På LU i Haderslev i februar 2007 fandt jeg den han, jeg søgte. En lille fin han fra Egon Simonsen, der var bedømt med 94,5. Styrken hos denne han var en fantastisk kropsform, noget jeg manglede hos mine hermeliner – heldigvis var han til salg, så ham købte jeg. Jeg havde stadig den ”gamle” hun til låns, så både hende + datteren blev parret med den indkøbte han og det er dem der i dag er grundstammen hos mig.

Udstillingssæsonen 2008/2009 blev en stor succes for mig.
Jeg havde min første 96ér med en hermelin – best in show på Hvalsø-udstillingen med over 500 dyr Nr. 2 sammenlagt – derefter sølvmedalje i dværgracer på LU i Skjern 2009. Når en sæson går på denne måde kan det være svært, at holde niveauet den efterfølgende sæson. Derfor startede jeg allerede i Januar 2009 med, at parre nogle af de gamle hunner for, at have nogle flere unger og sortere i. 2009 blev startet med 2,4 og af de 26 unger jeg fik, er der faktisk ”kun ”6 stk. som kan leve op til forventningerne. Jeg er meget tilfreds med de foreløbige resultater og glæder mig især over, at mine hunner er blevet bedre.

Avlsarbejdet er for mig utrolig spændende, derfor går jeg altid rundt og spekulere på, hvordan jeg kan forbedre de ting på dyrene, som ikke er gode nok. Hvem skal parres med hvem? hvordan kommer jeg videre med ungerne osv.. Det er en proces man aldrig bliver helt færdig med.

Jeg er konkurrence menneske, hvis nogen skulle være i tvivl. Jeg ærgre mig når jeg ikke vinder! Ingen tvivl om det. På trods af det ville jeg ikke holde kaniner, hvis ikke det var fordi, jeg holdt rigtig meget af dem. Jeg nyder at gå i stalden efter arbejde og fodre, også selvom jeg har en udendørs stald og termometret viser -10 gr. Vandskålene skal tøs op og rensningen skal foregå i regnvejr osv

Min stald 2010 – Der er bygget et bur yderligere, et 3-etagers med 12 rum på (60 x 80).
Det gamle 2-etagers 4 rums (120 X 80) er lavet om til 8-rums (60 x 80)
Ungdyr burene fra dagene med lille sølv (80 x 80), bruges i dag som avlsbure.
Det er en dejlig hobby, som har givet mig chancen for, at møde nogle fantastiske mennesker, de fleste med et
positivt livssyn! som uden tvivl smitter af på omgivelserne.