Da vi modtog beskeden om Erik Rasmussens alt for tidlige død, var vi ikke i tvivl om, at vi ville spørge Carl Aage Sørensen om vi måtte benytte hans flotte beskrivelse om Erik og hans store arbejde for DK igennem mange år. En beskrivelse vi benyttede, da vi indstillede ham til DK’s guldnål:
”På Midt- og Vestsjællands Kaninavlerfornings vegne vil vi gerne hermed indstille Erik V. Rasmussen, Dianalund til Danmarks Kaninavlerforenings guldnål for hans store og langvarige indsats for kaninavlen i Danmark og det både på det
opdrætsmæssige, standardmæssige og organisatoriske plan.
Erik Rasmussen har helt fra sin tidlige ungdom interesseret sig for kaniner, allerede i skoletiden opdrættede han Tysk Kæmpeschecke som han udstillede i Pedersborg, hvortil han fik sin far til at køre med rigtig mange kaninkasser i folkevognen. Senere har jo mange andre racer været i Eriks forskellige kaningårde, altid i hensigtsmæssige stalde, selvom det altid var lige let med kaniner i byen. Eriks store plante-og haveinteresse har altid været med til at højne hans kaninomgivelser.
Erik har altid været et stort aktiv på det udstillingsmæssige område. Var tidlig med til at pynte op og designe informative stande og præmieborde på de lokale udstillinger. Erik var i en lang årrække meget aktiv i kredsarbejdet, dommer i kredskonkurrencer og indpisker i de spændende stjerneholdsparader som Sorøkredsen var initiativtager til og som fremmede udstillingslysten og kvaliteten i de 3 syd-og vestsjællandske amtskredse, ofte i forbindelse med Sjællandsudstillingerne.
Erik var også aktiv, både på det praktiske og organisatoriske plan da de Samvirkende Kaninavlerforeninger i Gl. Sorø amt i 1973 lancerede de meget alsidige AKTIV FRITID-udstillinger i Ringstedhallen, som udviklede sig til en virkelig nyskabelse på det udstillingsmæssige område. Mange forskellige hobbyforeninger samvirkede til virkelig seværdige udstillinger med mange besøgende, og altid med god kaninformidling i højsædet. Erik var formand for de jubilæumsudstillinger som for en tid har sluttet denne æra. De navnkundige Stenlilleudstillinger, hvor man kårede Sjællands bedste ungdyr og samlede udstillere fra hele området øst for Storebælt, var jo også Eriks fortjeneste.
Ret tidligt fandt Erik ud af at Dværgkaniner, hermeliner og Hollandsk DværgVædder var hans hovedinteresse, og at der måtte gøres noget særligt for at skærpe interessen og ikke mindst kendskabet til de nye racer, som var et friskt pust på udstillingerne, og som henvendte sig til en bredere kreds af opdrættere. Initiativtager til Hermelinklubben i 1976, var også dens første formand, og har været drivkraft for en virkelig progressiv specialklub, som det ikke mindst er Eriks fortjeneste, at nu Dværgkaninklubben er langt vor største specialklub, med et fantastisk klubliv, ikke mindst på det informative plan, tidsskrift, kurser og rosetter.
Tidligt kom Erik også med på ture til det store kaninudland, fattede hurtigt interesse for bedømmelse og standardkrav til de forskellige racer og blev i ung alder autoriseret
dommer, og det har han nu været i over 30 år. Myndig og korrekt fællesdommer har han også været på en række landsudstillinger.
Erik har også i mange år været medlem af Standardudvalget og er nu en af Danmarks repræsentanter i Nordisk Standardkomite, det har jo givet ham stort kendskab til de nordiske landes kaninhold, noget som udnyttes både opdrætsmæssigt og organisatorisk.
Erik har gennem årene opbygget et stort netværk, som bruges konstruktivt, og som er med til at gøre hans indsats for kaninsagen yderst værdifuld og virkelig kvalificeret.
Det er lykkedes Erik Rasmussen ved flid og indsigt at højne racekaninopdrættet i Danmark til gavn og glæde for alle seriøse medlemmer af Danmarks Kaninavlerforening.
Hans store målrettede arbejde gennem de mange år på det beskrevne brede felt må utvivlsomt gøre ham værdig og fortjent til at modtage Danmarks Kaninavlerfornings Guldnål”
Som en fodnote kan vi slutte af med, at Erik nåede at blive Æresmedlem af Dværgkaninklubben.
Æret være Erik Rasmussens minde
Midt- og Vestsjællands Kaniner
og Carl Aage Sørensen