Åben stald – På besøg hos Michael fra Benløse

Posted by

Vejret var godt og humøret højt da Michael fra Benløse lørdag den 6. maj åbnede stalddørene for besøgende. Formålet med den åbne stald var at se de nyopførte kaninbure og få en snak om
kaniner. Der kom både kendte ansigter fra foreningen samt venner og bekendte.

En del børnefamilier kom også på besøg og nød at se alle kaninerne og kæle med dem i løbegården.
Flere overvejede at anskaffe sig en kælekanin og var derfor mødt op for at få mere viden om kaniner. Michael har cirka 25 avlshunner, otte hanner og 80 unger/ungdyr fordelt på racerne Fransk Vædder, Fuchs, Lille Sølv og Hermelin, så der var masser at se på og tale om.
Det var, som altid, en både hyggelig og spændende oplevelse at være på besøg hos Michael og hans kaniner. Jeg havde glædet mig meget til at se hans nybyggede bure og måske hente inspiration til mine egne projekter. Burene var opført i tre etager og alle malet i samme grønne farve, hvilket så rigtig godt ud, som de stod på række. Michael fortalte, at han havde bygget de
nye bure dels fordi de eksisterende var blevet slidte, men også for, at kaniner kunne få bedre plads.

Derudover var der også flere græsningsbure, som dyrene skiftedes til at komme ud i, samt større rum til hunner med unger. Michael går meget op i kaninernes velbefindende, hvorfor en
”ny” stald har ligget ham på sinde. Og kaninerne har det generelt rigtig godt hos Michael.

På menuen står den hver dag fra foråret til efterår på alle kaniners livret, nemlig grønt fra naturen. Om vinteren står den på roer og grønkål, som han selv dyrker på sin jord. Såvel kaninerne
som Michael er selvforsynende, eftersom Michael også selv slagter og spiser en del af de overskydende kaniner.
Udover hans store passion for avls- og foreningsarbejdet, er der også plads til lidt kæl – nemlig den Franske Vædder Bamse, som især børnene er meget glade for.

Over de varme pølser med brød fik vi også talt om andre ting end kaninbure, nemlig det forestående Roskilde Dyrskue, hvor der både blev talt om antallet af tilmeldte dyr, hygge på pladsen og
praktiske oplysninger. Hos Michael er døren altid åben, og han hjælper gerne nye avlere i gang og opmuntrer til at deltage i de sociale arrangementer. Han har været en stor hjælp for mig og min søster, da vi for nogle år siden for alvor begyndte at interessere os for avl og udstillinger. Her stod (stald)døren altid åben, uanset om det drejede sig om øremærkninger eller et godt råd.
Venlig hilsen Lærke

 

Tekst og foto af Lærke Vaaben Andersen